Back to jobs
Copenhagen, Denmark
2026-09-29
FADL's Forlag
Danish
Nordics
Praktikant til digital produktudvikling & AI
Role Description
**Praktikant til digital produktudvikling & AI**
**Kan du gå fra idé til fungerende prototype på få dage?**
FADL's Forlag søger en akademisk praktikant, der vil være med til at udvikle næste generation af Lægereolen - vores digitale læringsplatform for medicinstuderende.
I dag giver Lægereolen adgang til de fagbøger, medicinstuderende bruger gennem deres uddannelse. Men vores ambition er større end at bygge en god digital bogreol.
Vi vil udvikle Lægereolen til et læringsprodukt, der hjælper medicinstuderende med at forstå, huske og anvende deres faglige stof.
Vi har mange idéer. Din opgave bliver at hjælpe os med hurtigt at finde ud af, hvilke der faktisk er gode.
**Fra idé til prototype til rigtige brugere**
Du kommer til at arbejde i krydsfeltet mellem produktudvikling, brugerbehov, læring og teknologi.
Vi tror på at bygge tidligt frem for at diskutere længe. Derfor skal du kunne tage en idé, omsætte den til en fungerende prototype, sætte den foran medicinstuderende og bruge deres reaktioner til at bygge noget bedre.
Det kan fx være eksperimenter med:
* nye måder at bevæge sig mellem bøger, emner og begreber
* quizzer, repetition og eksamensforberedelse
* personalisering efter studie, semester eller fag
* AI som en meningsfuld del af læringsoplevelsen
* onboarding og aktivering af nye brugere
* nye måder at bruge og arbejde med indholdet fra vores bøger på.
Nogle idéer kommer til at virke. Mange gør ikke. Det er en del af opgaven.
**Du skal kunne bygge**
Vi leder ikke nødvendigvis efter en klassisk softwareudvikler.
Men vi leder efter en person, der kan - eller virkelig gerne vil - bruge AI-baserede udviklingsværktøjer til hurtigt at omsætte idéer til fungerende digitale prototyper.
Måske vibe coder du allerede og bruger værktøjer som Cursor, Claude Code, Lovable, Replit eller lignende. Måske har du en mere klassisk teknisk baggrund og har opdaget, hvor hurtigt AI gør det muligt at bygge og teste.
Det afgørende er ikke, hvilke værktøjer du bruger. Det afgørende er, at du kan bruge teknologi til hurtigt at gøre en idé konkret og testbar.
Din første tanke behøver ikke altid være: "Lad os lave en præsentation af idéen."
Nogle gange skal vi bare bygge den og se, om den virker.
**Et lille team. Et stort ansvar.**
Hos FADL's Forlag er vi et lille team. Det betyder, at der er kort fra idé til beslutning - og fra beslutning til handling. Som praktikant får du derfor ikke bare lov til at følge et projekt. Du får ansvar for at drive dit eget.
Til gengæld bliver du ikke overladt til dig selv. Du arbejder tæt sammen med kolleger på tværs af forlaget og får løbende sparring om retning, prioritering og løsninger.
Vi tror på, at det bedste praktikforløb både skal lære dig noget og efterlade noget hos os. Når semesteret er slut, skal du gerne kunne pege på noget konkret og sige: Det var jeg med til at skabe.
**Hvem er du?**
Du læser måske på ITU, Kommunikation & IT, informationsstudier, digital design, software eller en helt anden relevant kandidatuddannelse.
Din præcise uddannelse er mindre vigtig end din nysgerrighed og evne til at få idéer ud af hovedet og ind på skærmen.
Vi forestiller os, at du:
* er optaget af digitale produkter og gode brugeroplevelser
* kan omsætte et problem eller en idé til noget konkret, der kan testes
* har teknisk nysgerrighed og kan bygge digitale prototyper
* bruger eller har lyst til at blive rigtig god til AI-assisteret udvikling og vibe coding
* interesserer dig for brugerresearch og har lyst til at tale med de mennesker, vi bygger til
* arbejder selvstændigt og iterativt
* er mere interesseret i at finde ud af, om en idé virker, end i at forsvare din første løsning.
Du behøver ikke kende sundhedsuddannelserne på forhånd. Det vigtigste er, at du er nysgerrig på, hvordan teknologi kan understøtte læring.
**To praktikanter – to projekter**
Du bliver en del af et lille praktikmiljø sammen med en anden akademisk praktikant, der arbejder med kundeoplevelse, CRM og digital kommunikation.
I får hvert jeres projekt og faglige fokus, men jeres arbejde vil nogle steder mødes – fx omkring onboarding, brugeradfærd og fastholdelse – og her får I mulighed for at udvikle og teste løsninger sammen.
**Praktisk**
Praktikken ligger i forårssemesteret 2027. Vi forestiller os som udgangspunkt et semesterlangt forløb, men tilpasser længde og ugentligt timetal til kravene på din uddannelse.
Praktikken skal kunne indgå som et projektorienteret forløb på din uddannelse.
Du får din egen arbejdsplads på vores kontor i Njalsgade på Islands Brygge, computer og de programmer og værktøjer, du skal bruge i dit arbejde. Du bliver en del af hverdagen på forlaget på samme måde som resten af teamet. Praktikken er som udgangspunkt ulønnet.
**Om FADL's Forlag**
FADL's Forlag er ejet af Foreningen af Danske Lægestuderende. Vi udvikler og udgiver faglige bøger og digitale læringsprodukter med særligt fokus på medicin og sygepleje.
Lægereolen er vores digitale abonnementsprodukt for medicinstuderende og et centralt udviklingsområde for forlaget. Vi er i gang med at udvikle det fra digital bogreol til et egentligt læringsprodukt.